Baggrund
Af Niels Poul Dreyer
Jørgen Steen Nielsen fra Dagbladet Information har den 14 Februar 2024 redegjort for dilemmaet omkring landbrugets modreaktion på en grøn omstilling, som ellers kunne redde mange landmænd fra gældsfælde, faldende priser og ødelagt livsgrundlag. Det er som om at landmænd, store som små kæmper den forkerte kamp. Problemet er at EU har med CAP politikken oprettet en social kontrakt mellem samfund og fødevareerhvervet:
“Landbruget har pligt til forsyne forbrugerne i EU med billige fødevarer uanset omkostningerne.”
Men forbrugere, borgere og landmænd betaler indirekte en enorm pris i form af ødelagt naturgrundlag og tabte naturressourcer som fx rent drikkevand, dårlig økonomi på landet, strukturudvikling og affolkning. Desværre har politikere og mange vælgere kun fokus på omkostninger ved produktionen og intet andet, samt vi har pligt til at deltage i kapløbet mod bunden i konkurrenceevnens navn. Den gode nyhed ved landbooprøret her i 2024, er at en frihandelsaftale med Sydamerika bliver aflyst. Desværre er vi låst i modellen, fordi det politiske system frygter at de Gule Veste går på gaden i protest mod højere leveomkostninger. Vi ser hvor svært økologien har det når inflationen vender tilbage. Vi bruger kun ca . 10% af vores indkomst på fødevarer,m idet vi har tabt forbindelsen til naturen og livet på landet.
Den onde cirkel:
Grøn omstilling => Højere fødevare priser => Gule Veste på gaden => Politisk indgreb => Lavere fødevare priser => Trængte landmænd på gaden => Aflyst Grøn omstilling.
Denne onde cirkel skal brydes og det er en forudsætning for at vi kan etablere en ny social kontrakt, hvor der tages hensyn til miljø og natur. Artiklen her giver os en analyse af konsekvenserne, hvis vi ikke genforhandler kontrakten med landbruget.
Landmandsprotester i EU
Landmænd i Europa – og hertillands – mobiliserer for tiden talstærkt mod miljø- og klimaindgreb.
Internationale eksperter advarer samtidig mod det globale fødevaresystem som en underskudsforretning med akut behov for radikal omstilling. En planetær underskudsforretning holdt i live af magtfulde, internationale selskabsinteresser på bekostning af miljø, klima, folkesundhed – og udsatte bønder.
Sådan kan man karakterisere det globale fødevaresystem, hvis primærproducenter i Europa de seneste uger har belejret hovedstæder, motorveje og grænseovergange i fortvivlet raseri over de vilkår, de bydes.På den ene side er landbrugets fødevareproduktion livsvigtig i ordets bogstaveligste forstand. På den anden side undergraver dagens fødevaresystem liv og betingelser for liv. Biodiversiteten presses, havet dør, grundvandet forurenes, jorden udpines, atmosfæren varmes op.
Ledende internationale forskere taler for et radikalt globalt paradigmeskift i landbruget, alt mens vrede og skræmte landmænd med traktorer, bål, brand og kanonslag taler for at bevare og forsvare deres levevej og driftsform.Og midt i dilemmaet og konfrontationerne spirer noget nyt, med en stædig grokraft som hos mælkebøtten, der trænger sig vej op gennem gadens fossile asfalt.
Fra løsning til problem
Budskabet om det globale fødevaresystems nødvendige og påtrængende transformation kommer efter fire års granskning i den uafhængige Food System Economics Commission.Her har mere end 60 økonomer, landbrugs- og fødevareeksperter, klima- og miljøforskere samt andre fagfolk fra Nord og Syd analyseret dagens landbrugspraksis og fødevarepolitik og vurderet gevinster og omkostninger. »At ignorere konsekvenserne af dagens fødevaresystemer fastlåser verden på en kurs, hvor de negative virkninger eskalerer katastrofalt. Trods det er fødevaresystemerne længe blevet ignoreret i politiske diskussioner som for eksempel dem, der handler om klimaændringer,« påpeger forskerholdet.
Det hedder, at selv hvis alle lande lever op til deres afgivne klimaløfter til FN-systemet – de såkaldte nationalt besluttede bidrag, NDC – »så vil det ikke lykkes for dem at dreje det globale fødevaresystem væk fra dets ikkebæredygtige kurs«.
»Det vil stadig bære ansvar for omkring en tredjedel af de fremtidige globale udledninger, hvis de nuværende tendenser i den samlede økonomi fortsat er fremherskende indtil 2050.«
Uden et kursskifte vil der således frem mod 2050 blive lidt færre underernærede mennesker på kloden – dog stadig 640 millioner – men til gengæld langt flere overvægtige: 1,5 milliarder mennesker. Hertil mere madspild, mere afskovning og kvælstofudledning og større klimasårbarhed i fødevaresystemet.
Omstilling kan betale sig
Den globale fødevarekommissions vurderinger er i tråd med, hvad både FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, og EU’s klimaråd, European Scientific Advisory Board on Climate Change, ESABCC, har konkluderet i egne rapporter for nylig.
FAO når – som kommissionen – frem til, at dagens globale landbrugs- og fødevaresystem er ansvarlig for en regning af skjulte omkostninger på over ti billioner dollar årligt. 70 procent heraf er resultat af usunde kostvaner, der giver livsstilssygdomme, overvægt og reduceret arbejdsevne – især i de rige lande. Det meste af resten er omkostninger forbundet med skader på miljø og klima. Hårdest ramt, hvis man ser omkostningerne som andel af landes bnp, er de fattige udviklingslande.
ESABCC gør i sin rapport opmærksom på, at »EU ikke har præsteret konsistente årlige reduktioner i landbrugets udledninger (af drivhusgasser, red.) siden 2005«.
I perioden 2010-20 er der intet fald sket i drivhusgasudledningerne fra EU-landbrugets oksekødproduktion, mens der er sket en stigning i udledningerne fra mælkeproduktionen. EU-klimarådet mener, at der kan opnås reduktioner i landbrugets udledninger på 30-60 procent i 2050 målt i forhold til 2005-niveauet. Det forudsætter blandt andet indgreb i den animalske produktion og i efterspørgslen på fødevarer herfra. Regulering af forbrugernes efterspørgsel er nødvendig for, at en reduceret animalsk produktion i EU ikke blot erstattes af øget import af kød- og mejeriprodukter fra tredjelande, understreger klimarådet.
I den nye rapport fra Food System Economics Commission er der lavet et modelbaseret scenarie for omstilling af landbruget, i dette tilfælde det globale landbrug. Realiseres scenariets mange tiltag, kan de skjulte årlige omkostninger reduceres med fem billioner dollar, gradvist stigende til ti billioner dollar årligt.
Der vil være tale om et landbrugs- og fødevaresystem, som frem mod 2050 får gjort op med underernæringen globalt og skåner 174 millioner liv for en for tidlig død af kostrelaterede sygdomme. Det er et system, hvor yderligere 1,4 milliarder hektar – halvanden gange USA’s areal – bliver beskyttet og det globale skovareal markant udvidet.Og det er et system, hvor landbrugets produktionsmetoder bliver mere bæredygtige og skånsomme i forhold til biodiversitet og klima.
Endelig er det et system, hvor verdens landmænd »opnår en tilstrækkelig indkomst ved deres arbejde takket være produktivitetsvækst og målrettede støtteordninger«. De tre rapporter om global eller regional transformation af landbruget betoner alle en omlægning af landbrugspolitikken, herunder landbrugsstøtteordninger, som afgørende for at sikre et i bred forstand bæredygtigt fødevaresystem.
»Det meste af landbrugsstøtten fra regeringer gavner store producenter, og meget er koblet til skadelige effekter på miljø, klima og sundhed,« skriver fødevarekommissionen. Den anbefaler afgifter på kvælstof og CO₂ som vigtige redskaber, herunder med tilbageføring af afgiftsprovenuer til dem, der rammes hårdest.
EU’s klimaråd foreslår, at EU’s landbrugspolitik, den såkaldte CAP, skal flytte støtten »væk fra udledningsintensiv landbrugspraksis, herunder husdyrproduktion, og over til produkter med lave udledninger og til miljøtjenester og økonomisk mangfoldighed« kombineret med tiltag, der inspirerer til en sundere, mere plantebaseret kost. »Betaling for udledninger« anbefales også af klimarådet.
»Den økonomiske model bag dagens fødevaresystem er desværre brudt sammen hinsides reparation,« siger den fremtrædende klimaøkonom Nicholas Stern fra London School of Economics i en kommentar til rapporten fra den globale kommission.
»Der er ingen anden omstilling mulig. Vi er nået til vejs ende,« tilføjer en af kommissionens nøglepersoner, professor Johan Rockström, om den gamle model og behovet for et nyt, bæredygtigt landbrug.
Den langsomme død
Disse ekspertappeller om radikal transformation af fødevaresystemet, underbygget af avancerede modelberegninger og analyser på papir, har de seneste uger mødt den fysiske virkelighed i Europa. Her har rasende og fortvivlede landmænd protesteret mod de byrder, som mange i dag føler sig tvunget i knæ af, og som de mener vil blive endnu tungere at bære via kravene om grøn omstilling. »Vi har villet blokaderne for at vise vores utilfredshed med staten, med nærmest alting, med Europa og med alle de mennesker, som foragter os, foragter landbruget og gør det umuligt for landmænd at klare sig,« sagde forleden Jérome Bayle, en frustreret fransk landmand og protestdeltager, til AFP.
»Europa hænger os til tørre, for at vi kan dø langsomt,« sagde en pensioneret italiensk landmand til Reuters.
Ifølge Eurostat er over en tredjedel af de europæiske landbrugsbedrifter forsvundet gennem de seneste 15 år svarende til i snit 1.000 bedriftslukninger hver eneste dag. Fortsætter udviklingen, vil dagens cirka ni millioner EU-bedrifter i 2040 være reduceret til 3,9 millioner, spår EU-Kommissionen. Hastigst forsvinder ifølge Kommissionen de små bedrifter, mens de store bliver større og i stigende grad selskabsejede.
Oven i strukturudviklingens ubønhørlige pres oplever landmændene for tiden en cocktail af rente- og prisstigninger, konkurrerende import af billigere fødevarer fra eksempelvis Ukraine, tunge administrative byrder og altså nye miljø- og klimakrav med fordringer om radikal omstilling.
Ironisk nok har mange landmænd samtidig måttet notere udbyttetab som konsekvens af enten oversvømmelser eller hedebølger med tørke og brande, der følger af netop de klimaændringer, erhvervet selv bærer medansvar for.
Protesterne har siden december ramt Frankrig, Tyskland, Belgien, Holland, Polen, Italien, Grækenland, Spanien, Litauen og Rumænien. Og i et EU-valgår har deres omfang og styrke allerede fået europæiske politikere til at give indrømmelser og rulle planlagte grønne tiltag tilbage.
EU’s store naturgenopretningslov blev i efteråret udvandet efter pres fra landbruget, en obligatorisk braklægning af mindst fire procent landbrugsjord for at hjælpe biodiversiteten er blevet udskudt et år, og EU-Kommissionen har netop opgivet et specifikt klimamål for landbruget i 2040 og en planlagt lov om halvering af pesticidforbruget.
I Frankrig har regeringen tilsvarende suspenderet en national pesticidhalveringsplan samt afblæst planlagte beskæringer af brændstoftilskud til landmænd. I Grækenland har regeringen forlænget en rabat på landbrugets dieselforbrug, ligesom Tyskland og Rumænien har forlænget brændstofsubsidier til landbruget.
Herhjemme har en gruppe vrede landmænd med udspring i det sønderjyske varslet aktioner, hvis Christiansborg gør alvor af at indføre en CO₂-afgift på landbruget i kølvandet på Svarer-ekspertgruppens forslag, der offentliggøres næste onsdag.
»Vi er klar til at aktionere og rulle mod København med hundredvis af traktorer fra hele landet,« siger Jens Peter Aggesen, formand for foreningen Agerskovgruppen, der forbereder aktionerne, til Effektivt Landbrug.
De magtfulde interesser
Det kan se ud, som om der foregår en kamp mellem trængte bønder og bekymrede miljø- og fødevareeksperter, mens politikerne hjælpeløst er fanget et sted i midten. En kamp for og imod et traditionelt fødevaresystem, som i planetær sammenhæng er en klar underskudsforretning med fremtiden bag sig, men som er det system, som landmændene i dag er bundet ind i og slås for, selv om det globalt koster tusinder af dem levevejen dagligt.
Reelt er rigtig mange landmænd således ofre for en model, der tilgodeser de største og mest kapitalstærke i erhvervet, og som i mange lande er ved at genskabe en klassedeling i erhvervet mellem profiterende herremænd og skrantende husmænd.
En model, hvis eneste sikre vindere – indtil eventuelle sammenbrud – er de agrokemiske selskaber, der leverer stadig større eller mere avancerede maskiner, sprøjtemidler og kunstgødning, og de store, internationale kød- og mejerikoncerner, der dikterer vilkårene for landmændene.
Som det hedder i rapporten fra Food System Economics Transition: »Fødevaresystemerne er karakteriseret ved markedsasymmetri, hvad angår magt, information og ansvar. Magtfulde selskaber bruger ofte deres indflydelse på politikformulering til at udskyde eller udvande reformer, som opfattes som en trussel mod aktionærers interesser.«
I dag kontrollerer blot fire selskaber over 60 procent af det internationale agrokemiske marked, mens andre fire selskaber kontrollerer over 70 procent af det globale marked for frø og korn, oplyser kommissionen. Den nævner den fødevareforarbejdende industris ageren i spørgsmålet om at flytte vægten fra animalsk til plantebaseret kost, som vil »indebære høje omkostninger« for denne sektor.
»Skønt de udgør en relativt lille gruppe, vil de globale fødevareforarbejdende selskaber sandsynligvis mobilisere stærkt mod sådanne politikker, alt imens myriaden af dem, der vil få gavn heraf, mindre sandsynligt vil mobilisere til fordel herfor, fordi man opfatter de personlige nettogevinster som for små.«
»Tilsvarende har mejeri- og sukkerindustrier – ofte små grupper af tæt koordinerede forarbejdningsvirksomheder – historisk opnået stærk politisk støtte i modsætning til den plantebaserede industri, der består af et stort antal mindre firmaer og landmænd, der er geografisk mere spredt.«
En 2021-undersøgelse fra New York University offentliggjort i tidsskriftet Climate Change fandt, at »de største kød- og mejeriselskaber i USA har investeret betydelig tid, penge og anstrengelser i at nedtone sammenhængen mellem animalsk landbrug og klimaændringer og i at bekæmpe klimapolitik mere generelt«.
Opgør med CAP
Samfundsøkonomisk er der enorme beløb at spare ved en radikal reform af landbrugs- og fødevaresystemet, skriver den globale fødevarekommission. Med ændringer i landbrugsstøtteordninger og med mere fair priser for fødevarerne kan reformer også bane vej for større lighed i erhvervet og for mindre bedrifters overlevelse.
Eksempelvis må der gøres op med den nuværende udgave af CAP, EU’s landbrugspolitik, hvor – med EU-Kommissionens egne ord – »distributionen af støttemidler og tiltag fokuserer på økonomiske forhold og dermed favoriserer store, intensive bedrifter og forstærker tendensen mod koncentration, dikteret af markedskræfter«.
Dele af støttesystemet bidrager også til at cementere den ikkebæredygtige praksis. Som for eksempel den såkaldte slagtepræmie, der med op til næsten 1.000 kroner per slagtet dansk kvæg – sammenlagt 245 millioner kroner i 2024 – understøtter fortsat animalsk produktion frem for at tilskynde skiftet til mere plantebaseret produktion.
Eller eksemplet med regeringens bebudede støtte på 700 millioner kroner til stoffet Bovaer, der skal få køer til at bøvse mindre af drivhusgassen metan. »En både kortsigtet, snæver og kontraproduktiv vej at følge,« mener otte grønne organisationer i et fælles indlæg hos Altinget.
»Teknologi er fantastisk, men vi skal ikke bruge teknologi til at optimere den forkerte maskine. For jo flere penge, vi kaster efter det gamle system, jo mere ender vi med at sidde fast i det.«
De otte organisationer tæller blandt andet Økologisk Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse, Greenpeace og Rådet for Grøn Omstilling.
De står også bag den samlede vision for et dansk landbrug inden for de planetære grænser, Fra foder til føde II, som blev offentliggjort i november, og som er et hjemligt eksempel på de alliancer mellem miljø-, landbrugs- og dyrevelfærdskræfter, der også spirer internationalt i bestræbelsen på at skabe fælles, bæredygtige svar på landbrugs- og fødevaresystemets enorme udfordringer.
Sammenslutningen af økologiske landbrugsorganisationer i Europa, IFOAM Europe, er en af de aktører, der vil have »mere dialog og mindre polarisering«.
»De udfordringer, europæiske landmænd er konfronteret med, er åbenlyse, hvad enten man er økologisk eller konventionel: unfair priser, svindende støtte, konkurrence med importerede varer og modsætningsfyldt regulering, for at nævne nogle få,« siger IFOAM-præsident Jan Plagge.
»Men frustrationer rettet mod EU, EU’s Green Deal eller miljølovgivning er kontraproduktive. Dialogen bør i stedet fokusere på at identificere de sande årsager til disse udfordringer.«
Ikke uden sværdslag
Og mens der således gøres forsøg på at skabe samtale om de virkelige problemer og løsninger, arbejder andre på at skabe det nye landbrug i praksis.
Som det hjemlige økologiske landmandspar Fie Graugaard og Ulrik Kern-Hansen, der i 30 år gik forrest med økologisk svineproduktion i selskabet Hanegal, og som i 2020 tog skridtet videre og skiftede fra svineproduktion til produktion af økologisk plantemad i selskabet Organic Plant Protein. De to ved, at omstillingen til det nye landbrug ikke blot kræver visioner og masser af kræfter, men også indebærer konfrontationer med dem, der har interesser i at bevare det gamle.
Som når Arla, DLG, Danish Agro og Danish Crowns datterselskab Friland for nylig i flok meldte sig ud af Økologisk Landsforening i protest mod den lidt for radikale vision i Fra foder til føde II og dermed har skabt tumult og indgydt frygt i økobøndernes organisation. Som Fie Graugaard skriver hos netmediet Økologisk Nu: »Mastodonterne i dansk landbrug og dansk fødevareproduktion kan ikke så godt lide, når andre siger og skriver noget, der sætter spørgsmålstegn ved det, de praktiserer. Når de andre siger og skriver noget, som mastodonterne ikke er enige i, og noget, der indeholder nye ideer, som de ikke lige er med på.«
Det nye landbrug, som globale og regionale ekspertorganer appellerer så indtrængende om, og som pionerer i erhvervet så ihærdigt forsøger at bane vej for, kommer ikke uden dialog, men heller ikke uden sværdslag.
Artikel i Information af Jørgen Steen Nielsen
